Er jeg stresset eller har jeg "bare" travlt

Er jeg stresset, eller har jeg “bare” travlt?

Hej!
Jeg har altid megatravlt på arbejde, men synes egentlig selv, jeg er god til at slappe af, når jeg kommer hjem. Men nogen gange bliver jeg alligevel i tvivl, om jeg har FOR travlt. Hvordan ved man, om man er ved at gå fra at have travlt til at være egentligt stresset?
Linda

 


 

Kære Linda,

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, at du reflekterer over, hvordan du egentlig har det. Det er nemlig lige præcis det, der skal til for at undgå at få problemer med stress.

For at finde svaret på om du ”bare” har travlt eller om du måske udviser tegn på stress, skal du mærke efter i din krop. Der sker nemlig en masse i kroppen, når vi bliver stressede. Det kan du med fordel være nysgerrig på.

Kroppen skal restituere

Du skriver, at du er god til at slappe af, når du kommer hjem, og det er super vigtigt. Bliv endelig ved med det! Vi kan sagtens holde til at have meget travlt, og måske også være stressede i kortere perioder, så længe vi sørger for at slappe af efterfølgende, så kroppen kan komme sig. Det er først, når vi ikke restituerer, og stressen derfor aldrig når at komme ud af kroppen, at vi kan komme i problemer.

Det, du kan gøre, er som sagt at være bevidst om at mærke efter, hvordan din krop har det. Men hvad er det, du skal lægge mærke til?

Et tænkt eksempel

Ingen fare på færde

Forestil dig, at du skal holde en større præsentation. Du er nervøs, og det kan du måske mærke ved, at du har sommerfugle i maven, at din mund føles tør, du sveder måske lidt og din vejrtrækning er overfladisk. Dette er eksempler på kroppens helt normale måde at reagere på, før vi skal præstere noget, der føles udfordrende. Når præsentationen så er – forhåbentlig – vel overstået, og du slapper af, vender kroppen stille og rolig tilbage til sin ”normale” tilstand igen.

Pas på

Forestil dig så igen, at du har være presset på arbejde over en længere periode, og der er også fart på derhjemme. Du får aldrig rigtigt slappet af. Nu er du måske begyndt at sove dårligt. Du er irritabel og kommer let til at græde, og så er du så træt, så træt. De tegn, der nu er fra kroppen, er mere alvorlige. Det er nu, du skal passe på. Du skal tage den med ro, indtil du kan mærke, at du er ovenpå igen.

Fuld stop

Det sidste, jeg vil bede dig forestille dig, er situationen, hvor du ikke tog de mere alvorlige signaler alvorligt. I stedet for at tage den med ro, så kørte du bare videre derudaf med 180 km i timen. Nu opdager du, at du også er begyndt at glemme ting, du trækker dig fra sociale sammenhænge, du har gevaldige problemer med din mave, og du bliver ind imellem så vred, at du ikke kan genkende dig selv. Disse eksempler kan være tegn på alvorlig stress, og det er nu, at du skal stoppe – før din krop stopper dig, uden at du har noget som helst at skulle have sagt. Og du bør søge læge og få undersøgt de symptomer, du har.

Ovenstående er et tænkt eksempel på, hvad der kan ske, hvis vi ikke tager det, kroppen fortæller os alvorligt, og stopper op i tide. Stress er meget lettere at tage i opløbet, end når det først for alvor er gået galt. Men det kræver, at du kender din krop, lærer de tegn på stress den giver dig at kende – og frem for alt reagerer på dem.

Er jeg stresset? Hvor kan jeg læse mere?

Jeg har skrevet en længere artikel om stresssignaler. Du kan også finde en oversigt over de typiske signaler her. Hvis du er interesseret i at lave en lille dagbog for at blive klogere på, hvad det præcis er, der stresser dig, så kan du finde en stressdagbog her. I artiklen, som jeg henviser til, er der en beskrivelse af, hvordan du udfylder og bruger den.

Jeg håber, du har fundet svaret brugbart.

Kærlig hilsen

Nanna

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Har du noget på hjerte?
Så skriv gerne en kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *