Motion eller ikke motion, når man er stresset?

Kære Nanna
Jeg har læst et sted, at motion faktisk er en rigtig dårlig idé, hvis man er stresset. Kan det virkelig passe?
Kh fra den forvirrede

 

Motion og stress

 

Kære forvirrede,

Tak for dit spørgsmål. Svaret er både og – blot for at bidrage til din forvirring.

Det afhænger af, hvor stresset du er, og det er lidt lige som at spørge om, hvor lang et stykke snor er.

Lad mig prøve at gøre det lidt klarere….

Hvad hvis du var en zebra?

Hvis du forestiller dig en zebra på savannen, der pludselig står overfor en sulten løve, så aktiveres zebraens stress respons på et splitsekund.

Det gør zebraen i stand til at klare den udfordring den står overfor bedre: altså simpelt hen løbe for livet.

Der sker så et af to – enten bliver zebraen spist, og det var så det – eller også klarer den at slippe fri, for derefter stille og roligt igen at gå og græsse på savannen, som om intet var hændt.

Så den fysiske aktivitet er med til så at sige ”brænde” stresshormonerne af.

Det er tit det argument, man hører, når stressramte bliver sendt ud og løbe eller dyrke anden form for hård motion. Altså at man skal ”brænde” stresshormonerne af.

Problemet er blot, at hvis du lider af alvorlig stress, så er hård motion med høj puls ikke det, der er brug for.

 

Stress og motion

 

Kroppens nervesystem

For at forstå det, skal vi kigge på kroppens to nervesystemer: det sympatiske og det parasympatiske.

Det sympatiske nervesystem bliver aktiveret, når zebraen står overfor løven. Det er kroppens kamp og flugt beredskab. Adrenalin og kortisol bliver frigjort og hjertet pumper hurtigere. Kroppen lukker så at sige ned for en række funktioner, der ikke er brug for lige nu.

Det parasympastiske nervesystem står omvendt for kroppens hvile og fordøjelse. Så her slår hjertet langsommere og kroppen slapper af. Og de funktioner, som kroppen lukker ned for, når det sympatiske nervesystem er aktiveret, fungerer igen.

Når vi lider af alvorlig stress, er det sympatiske nervesystem det, der i overvejende grad er aktiveret. Og da hård motion gør, at kroppen producerer endnu flere af de stresshormoner, der i forvejen er for mange af i systemet, er det ikke det, der er brug for.

Når det så er sagt, så er motion – og også den hårde af slagsens – super godt i forebyggelsen af stress. Undersøgelser peger på, at hvis vi er i god fysisk form, så er vi mere robuste i forhold til at blive syg af stress.

Så konklusionen er…

Er du blevet alvorlig syg af stress, så har du først og fremmest brug for ro og hvile. Hvad motion angår, er det stadig en god idé, men det skal være i form af gåture og blid yoga. Efterhånden som du så får det bedre, kan du begynde at lunte nogle ture måske, men mærk efter, hvordan du har det undervejs, lyt til din krop og er du i tvivl, så søg hjælp hos din egen læge og/eller hos en psykolog eller psykoterapeut med forstand på stressbehandling.

Kærlig hilsen

Nanna

 

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Har du noget på hjerte?
Så skriv gerne en kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *